Mistanke og tegn på demens

Hvordan påbegynder vi samtalen

Min far er 74 år gammel og jeg mistænker ham for at lide af begyndende demens. Han bor alene og har gjort det i mange år. Han har altid været en vigtig og aktiv del af min lille familie - passet børnebørn, hjulpet med praktiske ting og i det hele taget været meget optaget af og interesseret i sine børnebørn og mig. I løbet af de seneste år er det langsomt blevet anderledes. Det er sket så snigende at jeg længe har forsøgt at slå det lidt hen, men nu synes jeg ikke det går længere. Han klarer sig selv, får købt ind og spist og er altid ren i tøjet. Han går meget op i at gå sine daglige ture og han holder en vis (telefonisk) kontakt med sine søskende. Så alt det er godt. Men han har ændret sig meget. Han er meget mere passiv, bliver let forvirret, glemmer ting og kommer ikke i tanke om dem igen. Roder rundt i årstal, kan ikke huske vores alder og er uforstående overfor simple matematiske fænomener som fx at runde op og ned. Han ringer meget sjældent - før ringede han hver dag. Og når han gør spørger han kort og overfladisk hvordan vi har det, for så at bevæge sig videre og snakke løs om sig selv eller småting han har oplevet. Det er som om han får et stikord og så løber afsted. Det har han ikke gjort før. Når vi har ham med i sommerhus bliver han let irriteret og initiativløs. Han vil gerne lege med børnebørnene som før, men hvis han har en ide til hvad de skal, kan han ikke skifte kurs og bliver det ikke til noget (fx at tegne eller sjippe), går han i stå og kan ikke finde på noget andet at foreslå. Det har han ellers altid været fantastisk til før. Når vi er sammen bliver han som et ekstra barn og lader os andre stå for alt praktisk. Han synes selv han husker dårligere, men kan ikke se problemet ellers - jeg har ikke talt direkte med ham om min bekymring for jeg vil ikke have han føler sig angrebet. Men når vi taler om andre med demens, siger han altid at det jo er godt, han ikke fejler den slags. Han kan heller ikke længere finde ud af små håndværksmæssige ting, som han før gjorde helt ubesværet. Hvad gør jeg? Er min bekymring ubegrundet? Og hvorfår er det fornuftigt at reagere? Og hvordan?

Læs hele brevet
02. juli 2021

Svar fra Demenslinien:

Kære Jørga

Du beskriver flere forskellige situationer, hvor du oplever at din far har ændret sig over de seneste år. Det er gode observationer du har gjort, og godt at du undres og bekymres, da det for det meste er den nærmeste familie der bemærker, at der er noget der ikke er som det plejer at være. Jeg vil råde dig til at begynde at reagere i nærmeste fremtid.

At få startet en samtale om den bekymring du går med for din fars helbred, kan være svær, men vigtig at få taget hul på. Som du skriver, mærker din far selv at han husker dårligere end han tidligere har gjort, men derudover ser han ingen problemer. Det kan der være flere grunde til. I kender åbenbart andre som har en demenssygdom, og det kan være èn af grundene til at din far forsøger at fortrænge hans egne symptomer, da han er bange for at få samme sygdom. En anden grund kan være den, at de sygdomsprocesser, der foregår i hjernen forhindrer ham i at se hans egne vanskeligheder. Man ved nemlig at manglende sygdomserkendelse er almindelig ved mange demenssygdomme. 

Du spørger hvad du skal gøre og hvordan?

Målet med den proces som du nu starter vil være et besøg hos lægen. Der kan være andre årsager til din fars problemer, som f. eks B 12 vitaminmangel, stofskiftesygdomme, ubehandlet depression etc.- ting der kan behandles, og derfor er det vigtigt at få afklaret om en behandling er en mulighed. Det er også lægen der evt. henviser til yderligere udredning for demens, såfremt lægen har mistanke om dette. Netop håbet om at din fars symptomer kan behandles, er en god indgangsvinkel til en opfordring om at gå til lægen. Måske går din far allerede til andre konsultationer hos lægen, og det derfor blot bliver et emne som kan tages op ved næste lægetjek?

Det er vigtigt at du er indstillet på, at det kan være en proces, hvor du stille og roligt italesætter din bekymring når det falder naturligt.  Hvis du møder modstand fra din fars side, så læg emnet til side og vent et stykke tid med at tage det op igen. Det er også en god ide at italesætte det som din bekymring, altså holde bolden på egen banehalvdel. Måske kan din bekymring være afsættet til at din far så går til læge for din skyld. Vær forsigtig med at bruge ordet Demens, og udelad det allerhelst. Lykkes dette ikke, kan du evt. prøve at få et andet familiemedlem eller god ven, til at tale med din far om den samme bekymring, og måske også få lov til at følge med til lægen. Det er vigtigt at lægen får nogle informationer fra en pårørende, da din far ikke vil kunne fortælle lægen, hvad I ser, og hvilke bekymringer I har. Er det ikke muligt at få lov til at følge din far til lægen, kan du evt. kontakte lægen og informere om dine bekymringer inden lægebesøget.

En vigtig ting at have for øje, under hele den proces som du skal i gang med, er at den gode relation din far har til dig og din familie bevares. Pas på ikke at få skabt konflikter, eller at din far mister tilliden og trygheden hos jer. Din far har brug for al den opbakning og kærlighed han kan få fra jer.

Med venlig hilsen

Demensliniens rådgiver

 

P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?

Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.

Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.

Tilbage til brevkassen

Bestil samtale

Skriv et brev til Demensliniens brevkasse

OBS: Brevkassen holder sommerferielukket og åbner igen til september. Nedenfor kan du skrive dit spørgsmål til Brevkassen - det er gratis og anonymt. Udfyld venligst oplysningerne herunder - så kan vi bedst muligt hjælpe dig, og andre kan senere få glæde af dit spørgsmål. Det er kun dit kaldenavn der vises i brevkassen. Du kan forvente svar inden for en uge. Vi sender en e-mail med dit spørgsmål og svar, når dit brev er besvaret.

Dette navn vises på hjemmesiden

Ved at offentliggøre dit brev kan andre i samme situation få glæden af læse dit brev - på den måde kan vi hjælpe hinanden. Rådgiveren behandler og anonymiserer alle breve inden de bliver offentliggjort.