Forståelse !
Jeg skriver fordi jeg er bedre til formulere mig skriftligt end mundtligt. Min mand viser tendenser til demens og har fået tid til udrednig i Oktober 23. Indtil da vil han helst tro at han bare er gammel (82 år). Mit problem er, at jeg, på trods af min gode vilje og pædagogiske viden, ikke er i stand til at skjule min frustration (irritation) når jeg skal svare på det samme som jeg lige har svaret på og når han forventer (synes jeg) at jeg skal have styr på det hele. Det har jeg også og gør det egentlig meget gerne. Vi har snart elsket hinanden i 60 år og jeg skammer mig over min irritation. Er det et problem i kender, - er det dybest set fordi jeg ikke kan holde ud at det går den vej med ham ? Jeg er lidt "nede" så jeg håber på et svar. Venlig hilsen Grethe
Svar fra Demenslinien:
Kære Grethe
De følelser, som du beskriver, er følelser som alle pårørende til en person med en demenssygdom kan nikke genkendende til. Du er på 24/7 og er helt sikker tålmodig overfor din mand- men, alle har en grænse og vil køre træt på et tidspunkt. Det er derfor vigtigt, at I får skabt et frirum for hinanden indimellem. Der er lang tid til, at din mand kan blive udredt, så du bliver nødt til allerede nu, at få skabt en kontakt til kommunens demenskoordinator. Demenskoordinatoren kan give jer støtte og være behjælpelig med at afklare, hvilke af kommunens tilbud du og din mand kan have gavn af. Det er også en god ide at inddrage familie og venner i, at du har behov for pauser fra at kunne vedblive med, at være din mands støtte og livline hver dag og døgnet rundt. Din mand oplever helt sikkert også din irritation, når du føler dig konstant belastet, så han har også brug for et frirum fra dig.
Tal med jeres netværk om, at det ville være dejligt, hvis de kunne tilbringe tid med din mand uden dig, så du på den måde kan få tid for dig selv og herefter have fornyet energi til at være sammen med din elskede mand.
Samtidig med, at din tålmodighed bliver sat på en prøve, oplever du ganske sikkert også sorg over, at din mand har ændret sig og, at der sandsynligvis er tale om en demenssygdom. Det er en stor sorg, når ens elskede gennem 60 år ændrer sig, når man ikke længere har sin tætte sparringspartner og når man føler at stå alene med erkendelser og beslutninger. Sorgen vil være der, men for at den skal tage en form, som er til at bære, bliver du nødt til at dele sorgen med nogen. For nogen, er det nok at tale med familie og venner, for andre kan det være en fantastisk hjælp at tale med andre pårørende i samme situation, tale med en psykolog, en præst eller en anden person, som kan lytte og spørge ind til det svære.
Du skriver, at du er bedst til at formulere dig på skrift. Mange pårørende har stor glæde ved at skrive deres oplevelser og tanker ned, som en form for skriveterapi. Jeg vil alligevel anbefale dig at ringe til os på Demenslinien på 58505850- om ikke andet, så husk på, at du er altid velkommen til at ringe til os- du altid blive mødt med forståelse.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.