Jeg savner min sparringspartner
Min mand fik stillet sin demensdiagnose for tre år siden. Jeg savner min mand, som han var. Jeg savner hans opmærksomhed og initiativ, men allermest savner jeg min sparringspartner. Efterhånden står jeg for det hele i hjemmet - herunder også økonomien, som ellers altid har været hans domæne. Ud over at det faktisk er hårdt og svært for mig, oplever jeg, at min mand ofte bliver mistroisk og vred. Jeg håber hver dag på at få et glimt af den, han var.
Svar fra Demenslinien:
Kære hustru
Du fortæller, at det, du mangler allermest, er at have en sparringspartner - en at vende de store beslutninger med. Sygdommen gør, at det ikke længere er muligt på mange områder. Det ville være godt for både dig og din mand, hvis du fandt én at støtte dig til, når du har behov for det. Det kunne være en god veninde, en søster eller en anden, som du har tæt på. Det er dog vigtigt, at din mand føler sig inddraget og hørt, så det er selvfølgelig en hårfin balance. Din mand kan helt sikkert mærke, at du håber, at han har en god dag, og at du søger efter glimt af den, han var før sygdommen. Ofte vil han ikke kunne leve op til disse håb og forventninger, hvilket kan medføre frustration og vise sig som vrede. Så på trods af at det er sorgfuldt, er det vigtigt, at du møder din mand, som han er nu - uden forventninger og en higen efter noget, som ikke rigtig kan lykkes.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.