Pludselig forvirring
Min mor har demenssygdom og har haft det i nogle år. Hun klarer sig fint i sin egen lejlighed og får kun hjælp til medicin og madlevering. I løbet af de sidste par dage er hun dog blevet meget forvirret og oplever ting, som ikke sker i virkeligheden. Jeg tør ikke lade hende være alene, så jeg er flyttet hjem til hende. Er det demenssygdommen, som har udviklet sig? Skal jeg indstille mig på, at hun nu er blevet så dårlig, at hun ikke kan blive i sin lejlighed?
Svar fra Demenslinien:
Kære Datter
Når en person med demenssygdom pludselig bliver meget forvirret, kan det ofte enten skyldes en infektion, at vedkommende er dehydreret eller en medicinbivirkning. Denne tilstand kaldes delir. Det er vigtigt, at din mor hurtigst muligt kommer til sin praktiserende læge. Sandsynligheden for at det skyldes en blærebetændelse er stor, og det gælder om at komme i behandling hurtigst muligt, så din mor kan komme af med infektionen og dermed forvirringen. Forvirringstilstanden opleves sikkert meget ubehageligt for din mor, det er derfor vigtigt, at du fortæller hende, at forvirringen forsvinder igen, når hun er blevet behandlet.
Det kan også være en god ide at tage kontakt til hjemmeplejen, så hun kan få lidt mere støtte og hjælp, mens deliren står på, og efterfølgende få hjælp til at få nok at drikke i hverdagen for på den måde at forebygge nye infektioner i fremtiden.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.