Vennerne forsvinder
Min hustru har fået frontaldemens. Diagnosen er først stillet for et år siden, men sygdommen er kommet snigende gennem de sidste 10 år – mindst. Gennem årene har min hustru ændret sig meget - hun er ikke længere den milde og glade kvinde, som jeg blev gift med for 50 år siden. Mange af vores venner har oplevet sig uretfærdigt behandlet af min hustru, og har trukket sig fra vores venskab. Jeg føler mig efterhånden helt isoleret med min hustru, som bebrejder mig for alt muligt konstant. Jeg kan slet ikke se, hvordan vores hverdag kan blive mere tålelig.
Svar fra Demenslinien:
Kære Du
Det sker desværre ofte at venner og familier forsvinder især i den fase, hvor man ikke ved, hvad personlighedsændringerne skyldes. Nu hvor diagnosen er stillet, har du mulighed for at få forklaret sygdommen til dine venner. Du vil helt sikkert møde forståelse fra nogle af jeres gamle venner og forhåbentlig få genoptaget kontakten. Det er alt for hårdt at være alene om at yde omsorg uden pauser, som du er. Både du og din hustru har brug for et frirum fra hinanden. Tag kontakt til jeres demenskoordinator og aftal, hvordan I bedst kan få fundet et frirum med gode aktiviteter hver især. Det er også en god ide at deltage i Alzheimerforeningens lokale aktiviteter og finde et nyt fællesskab her.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.