Farvel til min bedste ven og ægtemand

Dette er ikke et spørgsmål, men en lille beretning fra en pårørende. Min mand blev udret september 2019, hvor ordet Alzheimers første gang blev nævnt. Hvad der ikke på det tidspunkt var gået op for mig, var at han faktisk havde haft det i lang tid, jeg havde bare overtaget en masse for ham, som han plejede at sørge for. 1. Maj 2020 måtte jeg sende ham på et midlertidigt plejehjem, og jeg så ham ikke en hel måned på grund af Corona. Han blev dehydreret og blev indlagt og 8 juni kom han på plejehjem. Min mand led meget, han var bange, så syner og sagde flere gange at han ikke ville mere. Han fik en masse medicin og intet hjalp ham. Han kunne intet selv. Der blev holdt møder og medicinen blev taget fra ham af psykiatrien. Så stod jeg der med en meget syg mand. Så skulle man renoverer på plejehjemmet og selv om jeg kæmpede imod, for jeg var bange for hvad det skulle gøre ved ham, så skulle han flyttes. Samme aften som han blev flyttet, blev indlagt, med åndenød og en skræk i hans ansigt, som piner mig dagligt. Han blev ikke undersøgt, fik intet at drikke og blev hårdhændet behandlet da hans ble skulle skiftes. Da en læge endelig kom, bad jeg dem om at sende ham tilbage igen. Det kom han og han faldt til ro men nu var han så langt ude, at det var et spørgsmål om hvor lang tid han kunne holde. Jeg var 14 år yngre end min mand, så jeg kunne ikke være der hele tiden. Da jeg så hørte, at psykiatrien havde bedt plejehjemmet om at sørge for at ham blev indlagt igen, ringede jeg til min mands læge og fik en god og lang snak om den sidste tid. Vi aftalte at han ikke skulle indlægges igen og at den sidste tid skulle være en fredelig tid for ham. Allerede dagen efter ville han ikke indtage mad og vand og jeg fik fri fra mit arbejde, så jeg kunne være der hele tiden. Jeg fik en madras til at sove på om natten, men jeg sov lidt i en stol ved siden af ham. Da jeg sagde til ham at jeg elskede ham sagde han:" mig dig". Det var det eneste han kunne sige og det var det sidste han sagde. Den anden nat om morgen kl. 5 sad jeg og holdt hans hånd og strøg ham på kinden og da stoppede hans vejtrækning. Vi var alene og efter et stykke tid åbnede jeg vinduet. Det var den 20 november 2020. Jeg er sikker på at flytningen var skyld i at han gik bort så hurtigt, men alligevel så havde han fået fred. Min mand led så meget inden, han faldt tit og kommunen ( Lolland) ville ikke sætte mere hjælp på til ham. Hele forløbet var så hjerteskærende og hvis hans læge ikke havde været der for ham og mig, var jeg ikke kommet igennem det.