Den sidste tid og tiden efter

Hvorfor føler jeg ikke lettelse?

Min hustru er død for en måned siden efter 7 år med demenssygdom og heraf 2 år på plejehjem. Jeg besøgte min hustru dagligt på plejehjemmet og synes især den sidste tid var hård. Jeg havde regnet med at jeg ville føle mig lettet, når hun ikke var her mere. Det gør jeg ikke, jeg føler i stedet en stor tomhed og savner hende forfærdeligt. Jeg oplever, at jeg intet har at stå op til og kan slet ikke komme i gang med mine interesser eller mine venskaber igen. Hvordan kommer jeg videre?

Læs hele brevet
01. november 2020

Svar fra Demenslinien:

Kære Du

Din verden er blevet anderledes, ja måske lettere på en måde- men også sværere, da indholdet i din hverdag er væk. Som du fortæller, har sygdommen fyldt jeres liv i mange år og dit liv har drejet sig om omsorgen for din hustru, især i de seneste år. Din hverdag har været fyldt op med det daglige besøg på plejehjemmet, din hustru og de relationer, som du har fået til personalet og de andre beboere på plejehjemmet. Det betyder, at du står tilbage uden det indhold du ellers har haft i din tilværelse gennem mange år. Så ud over savnet af din hustru, står du nu også med savnet af dine daglige relationer. Det kræver energi og overskud at få genoptaget kontakten til gamle venner og komme i gang med at dyrke dine interesser, et overskud, som nok er svær at finde lige nu.

Hvis det overhovedet er muligt at holde kontakten til plejehjemmet, kan det være en god ide at fastholde forbindelsen ved f.eks. at komme som frivillig på plejehjemmet. Måske, kan du blive besøgsven for en af beboerne, som har behov for dette og som du måske allerede har en god kontakt med. Da, du kender plejehjemmet kan du sammen med personalet finde frem til det, der kommer til størst gavn og samtidig føles godt og meningsfyldt for dig – der er helt sikkert brug for dig!

Du har nok også brug for at kigge ind i din sorg og ikke stille krav til dig selv om at komme videre med lynets hast. Du kan få hjælp til dette i en sorggruppe og/eller hos en psykolog. Du er meget velkommen til at tale med vores psykolog på Demenslinien, hun kan være med til at afdække, hvad du kan have størst gavn af. Psykologen er på Demenslinien hver onsdag.

Med venlig hilsen

Demensliniens rådgiver

 

P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?

Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.

Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.

Tilbage til brevkassen

Bestil samtale

Skriv et brev til Demensliniens brevkasse

OBS: Brevkassen holder sommerferielukket og åbner igen til september. Nedenfor kan du skrive dit spørgsmål til Brevkassen - det er gratis og anonymt. Udfyld venligst oplysningerne herunder - så kan vi bedst muligt hjælpe dig, og andre kan senere få glæde af dit spørgsmål. Det er kun dit kaldenavn der vises i brevkassen. Du kan forvente svar inden for en uge. Vi sender en e-mail med dit spørgsmål og svar, når dit brev er besvaret.

Dette navn vises på hjemmesiden

Ved at offentliggøre dit brev kan andre i samme situation få glæden af læse dit brev - på den måde kan vi hjælpe hinanden. Rådgiveren behandler og anonymiserer alle breve inden de bliver offentliggjort.