Juridiske forhold

Offentlig værge ?

Min mor har en fremskredet alzheimer, hun bor stadig sammen med min far i deres fælles hjem. Men min fars fysiske sygdomme gør at han snart ikke kan mere og måske er han her snart ikke mere. Min mor har ikke ville være med til, at udfylde en fremtidsfuldmagt eller andre former for overdragelse af ansvar, da hun stadig kunne dette. Mit spørgsmål er derfor, hvem og hvordan kommer der til at blive truffet beslutninger om, at få min mor på plejehjem, hvis min far pludselig dør, eller han må opgive at have hende hjemme?

Læs hele brevet
28. marts 2023

Svar fra Demenslinien:

Kære Anette

Kære datter

Som jeg forstår dit spørgsmål, så er din mors demenssygdom nu så fremskreden, at hun ikke længere er i stand til at træffe beslutninger på egne vegne. Eller sagt med andre ord, at hun ikke er i stand til at samtykke til en flytning til plejebolig. Det er et krav.

Din mor skal visiteres til plejebolig.

Du skal kontakte visitator i kommunen omkring dine bekymringer for dine forældre. Visitator vil herefter aflægge et besøg i hjemmet med henblik på visitation.

Opfylder din mor betingelserne for en plejebolig, vil visitator herefter vurderer, om din mor er i stand til at give et gyldigt samtykke til flytningen.  Er dette ikke tilfældet, så vi vil visitator foreslå, at du anmoder Familieretshuset om værgebeskikkelse (et flytteværgemål). Du kan godt foreslå dig selv som værge. Du finder anmodningen om værgebeskikkelse på Familieretshusets hjemmeside www.familieretshuset.dk. Det er så værgen, der samtykker på vegne af din mor.

Hvis din mor siger nej til en flytning, så skal der beskikkes både en værge og en advokat, der varetager din mors interesser. Ud over dette er der fem betingelser, der skal være opfyldt:

  1. Det er absolut påkrævet for, at din mor kan få den nødvendige hjælp, og
  2. Hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig, og
  3. Din mor ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger, og
  4. Hun udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade, og det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Opfylder din mor herefter betingelserne, vil kommunen indstille til Familieretshuset om at tage stilling.

En mulighed er også at spørge visitator om muligheden for, at din mor kan komme på et aflastningsophold, hvis din far har brug for et pusterum. Dette kan jo også blive aktuelt, hvis din far pludselig dør.

Mange hilsner

Brevkassen 

Med venlig hilsen

Demensliniens rådgiver

 

P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?

Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.

Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.

Tilbage til brevkassen

Bestil samtale

Skriv et brev til Demensliniens brevkasse

OBS: Brevkassen holder sommerferielukket og åbner igen til september. Nedenfor kan du skrive dit spørgsmål til Brevkassen - det er gratis og anonymt. Udfyld venligst oplysningerne herunder - så kan vi bedst muligt hjælpe dig, og andre kan senere få glæde af dit spørgsmål. Det er kun dit kaldenavn der vises i brevkassen. Du kan forvente svar inden for en uge. Vi sender en e-mail med dit spørgsmål og svar, når dit brev er besvaret.

Dette navn vises på hjemmesiden

Ved at offentliggøre dit brev kan andre i samme situation få glæden af læse dit brev - på den måde kan vi hjælpe hinanden. Rådgiveren behandler og anonymiserer alle breve inden de bliver offentliggjort.