Er det mig, der skal arbejde med mig selv?
Min mor har haft Alzheimers sygdom i mere end 10 år, og hun er for to år siden flyttet på plejehjem. Hun har i en lang periode været glad, når jeg kom på besøg, men gennem det sidste halve års tid har hun virket meget urolig og ked af det. Sidst, jeg var på besøg, blev jeg mødt af et smil fra min mor. Jeg blev dog noget stødt og vred over at se, at personalet havde givet hende en demensdukke, som hun sad med i favnen. Da hun var i gang med at drikke sin kaffe, så jeg mit snit til at fjerne den. Jeg synes, det er uværdigt, at hun skal sidde med en dukke. Hun er jo voksen. Da jeg skulle gå, blev hun urolig, søgende og ked af det. Jeg fandt dukken frem og min mor sagde: ”Nå, der er du, lille du”. Hun var nu helt optaget af dukken og reagerede faktisk ikke på, at jeg gik. Jeg synes, det er svært at se min mor med en dukke – men er det mig, der har et problem?
Svar fra Demenslinien:
Kære Datter
Ja, det er det nok. Din mor oplever åbenbart glæde og tryghed ved at have fornemmelsen af at tage vare på en ”lille du”. Jeg forestiller mig, at din mor har fundet stor glæde ved at yde omsorg for dig, dine søskende og sine børnebørn. Nu er hun på plejehjemmet blevet sat i en situation, hvor hun hele tiden er den, der modtager omsorg og aldrig får mulighed for selv at give omsorg til andre. Det passer dårligt med den person, hun har været hele livet, og det billede, hun har haft af sig selv. Så se din mors glæde ved at have følelsen af at være omsorgsgiveren, og glem dig selv lidt. Måske kan du endda finde en vej til, at hun kan give dig omsorg også? Det allervigtigste må være, at din mor føler sig tilfreds og tilpas.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.